Sådan gør du bilen vinterklar

Vi pakker os ind i store, varme jakker, snører vinterstøvlerne og trækker huer godt ned over ørerne. Os mennesker er efterhånden helt klar til vinterens indtog, men er din bil også det? Læs med her og få et par gode råd til, hvordan du får din bil topklar til vinterens sne, slud og saltede veje.

Tjek vinduesviskerne

Noget af det første, du bør gøre, er at tjekke dine vinduesviskere. Sidste vinter kan nemlig have slidt rigtig meget på dem. De kolde morgener, hvor ruden er frosset helt til, slider nemlig hård på vinduesviskeren, der gør sit bedste for at få fjernet det sidste lag sne, så du kan møde på arbejde til tiden. Dette kan nemt medvirke til, at gummiet bliver meget slidt henover vinteren og ikke er helt klar til endnu en sæson med sne og kulde. Også salt fra vejene, der bliver slynget op på ruden fra forankørende biler er med til at slide. Derfor skal du lige tage et kig på dine vinduesviskere og overveje, om din bil ikke er bedre tjent med et par nye.

Tag et kig under kølerhjelmen

Noget af det vigtigste, du skal tjekke, inden du kører ud på de frostkolde danske veje, er, om din bils væsker er gearet til minusgrader. Især sprinkler-, køler-, og bremsevæsken bør du sikre dig kan holde til de kolde temperaturer. Som hovedregel bør du gå efter væsker, der kan holde sig flydende helt ned til -25. Det ville være meget udsædvaneligt, at det bliver så koldt i Danmark, men mange danskere ynder at tage på skiferie i Norge og Sverige, hvor man i den centrale del af landende snildt kan komme ned på så lave temperaturer. Så hellere være på den sikre side!

Skift olien

Mange, især ældre biler, kan opleve startproblemer på de rigtig kolde morgener. Et godt trick til at undgå at komme for sent på arbejde, fordi bilen ikke vil starte, er at skifte olien. En tykflydende og træg olie giver bilen rigtig dårlige forudsætninger for at komme op i gear, bogstaveligt talt. En ren og tynd olie giver derimod bilen de allerbedste forudsætninger for at spinde som i dens unge dage. Foruden at skifte olien bør du rense oliefilteren også, da det efter en hel sæson på vejene kan være meget beskidt. Har du ikke selv mod på at få beskidte fingre, så kan din lokale mekaniker med garanti hjælpe dig.

Husk vinterdækkene

Den allervigtigste ting, du bør gøre, når du gør din bil klar til mødet med Hr. Vinter, er, at du skal have monteret vinterdæk. Gang på gang viser bremselængdetest, hvor meget sikrere det er at køre med vinterdæk om vinteren og ikke sommerdæk. Du gør altså både dig selv og dine medtrafikanter en tjeneste ved at skifte, inden det bliver glat på vejene. Ligesom med olieskift kan mekanikere med garanti hjælpe dig med at montere dækkene, hvis du ikke selv er så ferm ud i dækskifte.

Udgivet i Bil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *